De spyttede ikonografiske pladecovers ud i slutningen af tresserne, gennem hele halvfjerdserne og frem til begyndelsen af firserne.

Og selvom Anton Corbijn selv har udtalt, at dokumentargenren ikke lige er hans gebet, så er hans position som skaber af image og musikvideoer for en lang række af store bands fra firserne og frem nærmest at betragte som en arvtager af dette berømte firma.

Dokumentaren handler først og fremmest om firmaets to berømte initiativtagere og ledende skabere, fotografen Aubrey ‘Po’ Powell og den excentriske idémand Storm Thorgerson, der døde i 2013.

Historien om deres kammeratskab og skabelsen af firmaet, er en forrygende og helt igennem spændende fortælling, der nærmest udgjorde det visuelle epicenter for tidens rockmusik.

De voksede op med de dengang ukendte bandmedlemmer fra Pink Floyd, og det er også som designere af deres covers, at de opnåede international berømmelse, hvilket gav dem mulighed for også at lave pladecovers for Peter Gabriel, Paul McCartney, Led Zeppelin og mange, mange flere.

Hipgnosis har skabt de absolut bedste og mest utrolige covers

Det er en historie om to visionære venner, der oplevede hele den psykedeliske revolution på tæt hold, hvor især LSD blev en stærkt udslagsgivende faktor, og hvor de største rock- og popmusikere betragtede deres værker som kunst, der også skulle afspejles i deres visuelle udtryk.

Hipgnosis har skabt de absolut bedste og mest utrolige covers, der stilistisk spænder over et betragteligt spektrum af udtryk, lige fra ufattelig god fotografering, collager, tegninger og illustrationer, der bedst kan betegnes som et brand.

Det sidstnævnte er bedst udtrykt i Pink Floyds berømte album ‘The Dark Side of the Moon’ fra 1973, hvor Hipgnosis har lavet et prisme, hvor det spektrale lys falder igennem og kommer ud som en regnbue.

Deres design til Pink Floyds ‘Wish You Were Here’ fra 1975, er decideret fotokunst. Her har Aubrey Powell fotograferet en stuntmand, der er iført et jakkesæt. Han brænder, mens han trykker en anden mand i hånden, med bygninger, der ligner filmstudier i baggrunden.

Alene den historie om, hvordan billedet blev til, før man kunne digitalisere sådan et image, så det rent faktisk ville virke, er en mageløs fortælling.

Et andet foto, der også blev anvendt i designet til ‘Wish You Were Here’, viser en mand, der er ved at dykke ned i en sø.

Det er så perfekt, og det er utroligt, at det bare er et fotografi, der ikke er manipuleret med, men som fungerer, fordi den rette lokalitet, det rette tidspunkt og den helt rette idé bærer det hele vejen.

Mange af de notorisk interessante fortællinger om tilblivelsen af disse fantastiske pladecovers, er virkelig godt gengivet i denne dokumentar, og man oplever, at man bliver klogere.

Og så fornemmer man klart, at det er Anton Corbijns helt egne favoritter, der er sat mest fokus på. Men det gør i grunden ikke noget, fordi der også er tale om de nok mest berømte covers.

Tag for eksempel coveret til Led Zeppelins ’Houses of the Holy’ fra 1973, hvor nogle børn kravler rundt i et nærmest metafysisk landskab.

Landskabet eksisterer, men fotografiet er i virkeligheden en collage, bestående af fotos i sort/hvid, hvor man senere har malet det med farver. Det giver et meget sært og nærmest overjordisk udtryk.

Faktisk er det slående hvor meget landskabet fylder i mange af Hipgnosis’ covers. Især Storm Thorgerson var virkelig opfindsom, ifølge dokumentaren et kæmpe ego, der ikke ville finde sig i nogen form for begrænsning. Og Hipgnosis gik gerne den ekstra mil for at finde den helt rigtige lokalitet, hvor de så kunne designe deres idé sådan, at selve slutproduktet endte med at være helt unikt.

Tag for eksempel deres særdeles smukke cover til bandet The Nice’s ‘Elegy’ fra 1971, skudt i Saharas ørken, hvor de har placeret en hel masse runde elementer. Også her er der tale om en nærmest metafysisk idé, der giver et underligt indtryk af, at det er skabt i en anden parallel verden.

I firserne, hvor blandt andet MTV blev et internationalt fænomen, begyndte Hipgnosis at tabe pusten. Man ønskede et andet visuelt udtryk, og de mange penge til design var ikke længere tilgængelige.

Firmaet forsøgte at følge med, og idémændene bag forsøgte sig også med musikvideo-produktion, men det hele endte med en katastrofe, hvor de gik konkurs.

Et af de sidste rigtig gode covers var til bandet Scorpions’ ‘Lovedrive’ fra 1979, hvor en mand sidder på et bagsæde af en bil, sammen med en kvinde. Hans hånd er på vej væk fra hendes bryst, og mellem hånden og brystet er et kæmpe stykke tyggegummi, der er trukket ud i strimler.

Og hold da op, hvor har det været visionært

Hvad det betyder, er der sikkert ingen, der ved noget om. Men det var også meningen med det hele: at der faktisk ikke skulle være nogen entydig mening, og at det visuelle udtryk skulle udtrykke en art humor, kombineret med skønhed og en mulighed for at ende som et ikonografisk værk for eftertiden.

Og hold da op, hvor har det været visionært og helt igennem utroligt, at det har kunnet lade sig gøre! 

Selve dokumentaren minder visuelt om Anton Corbijns andre værker, skudt i sort/hvid, og man får bestemt ikke det store overblik, hverken over firmaet Hipgnosis eller tidens samlede coverdesigns.

Men det gør ikke det store, for de enkelte, partikulære historier er i grunden det hele værd. Så kan man altid søge efter mere viden, og mere bredt andre steder.

Anton Corbijn: 'Squaring The Circle (The story of Hipgnosis)', 2022. Den er nu blevet tilgængelig på en lang række streamingtjenester.