Annonce

Biografstrejke afblæst: HK og Big Bio Herlev indgår overenskomst

I sidste øjeblik er det lykkedes HK og Big Bio i Herlev at indgå en overenskomst. Dermed bliver biografen ikke ramt af en strejke fra 1. maj.
Foto: BIG BIO
BIG BIO Herlev
Få timer før deadline indgik Big Bio Herlev og HK tirsdag aften overenskomst for de ansatte i biografen.

HK havde varslet konflikt og strejke fra 1. maj, men med overenskomsten i hus er konflikten afblæst og 32 ansatte i biografen er nu dækket af overenskomst.

Det er HK Service Hovedstaden under HK Privat, der har forhandlet aftalen på plads med Big Bio. Formand for HK Service Hovedstaden, Rene Knudsen, glæder sig over, at det er lykkedes - efter næsten syv timers forhandlinger tirsdag:

Jeg er rigtig tilfreds med, vores medlemmer nu står styrket

"Jeg er rigtig tilfreds med, vores medlemmer nu står styrket. Både hvad angår løn, ferie og pension – men også med muligheden for at vælge en tillidsrepræsentant, der kan tale de ansattes ønsker og bekymringer over for ledelsen."

"De ansatte er unge i begyndelsen af arbejdslivet, og jeg er glad for, at de har fået oplevelsen af, at det kan betale sig at kræve overenskomstmæssige vilkår, når man går på arbejde."

Direktør og medejer af Big Bio, Henrik Obel, er også tilfreds:  

"Vores medarbejdere har altid været noget af det vigtigste for os. Vi har altid været meget opmærksomme på at have de bedste vilkår for vores medarbejdere, og nu er det understøttet af en overenskomst. Det er vi glade for."

HK Service Hovedstaden rejste - efter ønske fra biografens ansatte - i oktober 2023 et overenskomstkrav mod Big Bio Herlev. I løbet af de seks måneder har HK afsendt to konfliktvarsler mod Big Bio Herlev – senest i marts, hvor HK samtidig annoncerede, at en strejke mod biografen ville gå i gang 1. maj, hvis ikke der var forhandlet en overenskomst på plads inden da.

Med overenskomsten er de ansatte blandt andet sikret en fritvalgskonto, forbedringer omkring pension, arbejdstidsregler og feriefridage.

"Kommer til at gøre en kæmpe forskel"

Stefan Rundstrøm, der er tidligere medarbejder i biografen gennem otte år, siger til Netavisen Pio, at overenskomsten vil gøre en kæmpe forskel:

Overenskomsten er i den grad tiltrængt

"Overenskomsten er i den grad tiltrængt. Den er en kæmpe hjælp til de medarbejdere, der gennem tidens løb har trodset ledelsen hver eneste gang arbejdsrettigheder ikke er blevet overholdt. Overenskomsten kommer til at gøre en forskel for de mange unge mennesker, der fremover skal arbejde i biografen under ordnede forhold."

Under et 1. maj-arrangement hos HK Hovedstaden onsdag formiddag blev overenskomsten behørigt fejret. Blandt andet blev en række af de unge biograf-medarbejdere hædret med stående ovationer fra en sal fyldt med HK Hovedstaden-medlemmer.

Biografkæden Big Bio har ud over Herlev også biografer i Københavns Nordhavn og i Holstebro.

Netavisen Pio har skrevet om den nu tidligere konflikt torsdag og fredag i sidste uge.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet