Annonce

Offentlige fagforbund om udsigt til lønløft: Fuldstændigt afgørende

Både FOA og BUPL er glade for den del af regeringsgrundlaget, som peger i retning af et lønløft til plejepersonale og pædagoger.
Foto: FOA
Mona Striib, forbundsformand i FOA.
Onsdag fremlagde Mette Frederiksen (S), Jakob Ellemann-Jensen (V) og Lars Løkke Rasmussen (M) grundlaget for den SMV-regering, der torsdag blev præsenteret for dronningen og danskerne.

Regeringsgrundlaget er omfattende og på over 60 sider. I det anerkender regeringen, at den offentlige sektor oplever rekrutteringsproblemer, og at et lønløft skal være en af måderne, regeringen vil løse problemet på.

”Der er rekrutteringsudfordringer flere steder i den offentlige sektor, og på nogle områder forventes en forværret rekrutteringssituation frem mod 2030. Det kan ikke løses med ét tiltag, men regeringen anerkender, at løn og arbejdsvilkår også har betydning for mulighederne for at fastholde og rekruttere dygtige og engagerede medarbejdere,” lyder det i regeringsgrundlaget.

Regeringen vil derfor invitere arbejdsmarkedets parter til trepartsforhandlinger

Det skal blandt andet ske ved at invitere arbejdsmarkedets parter til trepartsforhandlinger:

”Regeringen vil derfor invitere arbejdsmarkedets parter til trepartsforhandlinger om udmøntning af en ekstraordinær ramme på 1 milliard kroner i 2024 stigende til 3 milliarder kroner i 2030 til løn og arbejdsvilkår i den offentlige velfærd. Rammen finansieres af besparelser på kommuner og regioners udgifter til administration.”

Fuldstændig afgørende

Blækket var knap blevet tørt på regeringsgrundlaget før de forskellige dele af fagbevægelsen bød ind med både ris og ros.

Løn og gode arbejdsvilkår spiller naturligvis en vigtig rolle for at skabe attraktive arbejdspladser.

Hos FOA, som blandt andet organiserer social- og sundhedspersonale, er man glad for tonerne fra den nye regering og planerne om trepartsforhandlinger.

”Rekruttering af medarbejdere bliver afgørende for, at vi kan sikre en værdig pleje, sundhed og omsorg i de kommende år. Løn og gode arbejdsvilkår spiller naturligvis en vigtig rolle for at skabe attraktive arbejdspladser. I FOA har vi kæmpet for at skabe et ekstra lønløft til de offentligt ansatte, og vi ser frem til at tage del i forhandlingerne via trepart,” lyder det fra Mona Striib, der er forbundsformand i FOA.

Opgør med lønefterslæb

Hos pædagogernes fagforening, BUPL, ser formand, Elisa Rimpler, også optimistisk på den del af regeringsgrundlaget.

”Først og fremmest er det positivt, at regeringen står fast på valgløftet om at løfte lønnen, og nu vil indkalde til trepartsforhandlinger, så vi kan sikre pædagoger, sygeplejersker og sosu’er nok til fremtiden,” udtaler BUPL-formanden i en pressemeddelelse, og tilføjer:

”Det er fuldstændig afgørende, at vi gør det mere attraktivt at blive og være pædagog, så vi kan sikre den nødvendige kvalitet i daginstitutioner, skoler og fritidsinstitutioner. Derfor har vi brug for, at der bliver gjort op med vores lønefterslæb," siger Elisa Rimpler.

FOA er Danmarks tredjestørste fagforbund - med cirka 172.000 medlemmer fordelt på 32 afdelinger. De fleste er ansat i kommuner og regioner.

BUPL er Danmarks største fagforening for pædagoger og har over 65.000 medlemmer.

Souschef, journalist og redaktionssekretær.


Flere artikler om emnet