Annonce

EP-kandidat: Brug for ligeløn til alle  

Socialdemokratiet tager fat på spørgsmål om ligeløn og retfærdighed forud for europaparlamentsvalget
Foto: Emma Inge Hansen/Netavisen Pio
Christel Schaldemose (S) holder tale på Arbejdermuseet 1. maj
De røde faner hænger langs væggene på Arbejdermuseet til Socialdemokratiets fejring den 1. maj.

Bagerst i lokalet langer et par bartendere øl ud til publikum, mens politikere holder tale på scenen oppe foran.

Om få uger er der valg til Europa-Parlamentet, og i den anledning var flere af partiets kandidater til valget mødt op for at holde taler.

Partiets spidskandidat, Christel Schaldemose, brugte anledningen til at slå et slag for ligeløn.

Stort bifald

Det er ikke et 1. maj-arrangement i Socialdemokratiet, uden at der bliver sunget “Når jeg ser et rødt flag smælde”.

Publikum stemmer trofast i med de vante linjer. Da sangen når til “Jeg har set trælletoget i tiden/blive mænd bag ved kampfanens bål” bliver det dog for meget for et medlem af publikum.

“Hvad med kvinder?” lyder det højlydt fra salen.

Sangen fortsætter dog ufortrødent, hvorefter de politiske talere går på.

Da det bliver Christel Schaldemoses tur, kvitterer publikum med et stort bifald allerede inden hun går på.

“Mine forældre kæmpede fra lønseddel til lønseddel,” fortæller hun fra talerstolen om sin barndom.

Vi har brug for en løn, man kan leve af, og så har vi brug for ligeløn for alle

“Vi har brug for en løn, man kan leve af, og så har vi brug for ligeløn for alle,”siger Christel Schaldemose.

Netop ligeløn er blevet ekstra aktuelt, da sygeplejerskerne fik lønspørgsmålet på alles læber i forbindelse med deres strejke i 2021.

Regionsrådsformand for Socialdemokratiet i Region Hovedstanden, Lars Gaardhøj, fortæller om de nylige lønhop til sygeplejerskerne og en række andre fag, hvor mange kvinder arbejder.

“Det er fundamentet for et godt sundhedsvæsen, at vi kan give en god løn,” siger Lars Gaardhøj fra talerstolen.

“Her må I gerne klappe,” siger han til publikum, der kvitterer med et bifald.

Problem i hele Europa

Selvom sygeplejerskerne sammen med en række andre grupper har fået mere i løn i Danmark, så tjener kvinder stadig 14,2 procent mindre i timen end mænd ifølge tal fra Europa-Parlamentet.

Lønstigninger er dog ikke fuldt udfaset i Danmark endnu. Det sker først i 2026.

Forskellen i Danmark mellem mænd og kvinders løn ligger over gennemsnittet i EU, som er på næsten 12,7 procent.

Der er dog stor forskel på de forskellige lande. Den største forskel findes i Estland, hvor forskellen er på 20,5 procent. Herefter kommer Østrig med en lønforskel på 18,8 procent og Tyskland med 17,6 procent. Den laveste lønforskel er at finde i Luxembourg, hvor der ikke længere er en målbar lønforskel mellem kønnene.

Finansieret med tilskud fra Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene tilskudsmodtagers.

Emma Inge Hansen er journalist på Netavisen Pio. 


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Var det ikke allerede Thomas Nielsen ( daværende formand for LO ) der sagde : " Nødderne knækker vi da selv ". Underforstået : arbejdsmarkeds-og overenskomstforhold klarer vi selv i Danmark. Det skal hverken EU eller EU-Parlamentet blande sig i. Heller ikke i dag.

Kan arbejdsmarkedets parter herhjemme finde ud af at give lige løn for lige arbejde?
NEJ. - Der er lønforskel mellem kønnene, og der er geografiske forskelle - også i et lille land som Danmark