☰
☰
Annonce
Løkkes velfærdskampagne er ren taltrylleri
Venstre fortæller i annoncer om alt det Lars Løkke har gjort for velfærden, men det er i bedste fald taljonglering og i værste fald vildledning
I denne uge har Venstre indrykket annoncer der fortæller om alle de penge, som den borgerlige regering har givet til velfærd. Påstanden er, at der siden 2001 er tilført 75 milliarder mere til velfærd.
Overfladisk set er de 75 milliarder siden 2001 rigtige nok. Problemet er bare, at det var i de glade 00'ere at det egentlige velfærdsløft skete. Siden finanskrisen er der ikke er givet flere penge til velfærd.
Der mangler 18 milliarder til velfærd
Siden 2010 er det offentlige forbrug nemlig kun vokset med 3 milliarder kroner, viser en afdækning fra det ansete Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Resten, det vil sige 72 milliarder kroner, blev givet i de glade 00'ere, hvor Thor Pedersen som finansminister påstod, at vi snart kunne købe hele verden. Den var dengang Anders Fogh delte gaver ud til højre og venstre.
Overfladisk set er de 75 milliarder siden 2001 rigtige nok. Problemet er bare, at det var i de glade 00'ere at det egentlige velfærdsløft skete. Siden finanskrisen er der ikke er givet flere penge til velfærd.
Der mangler 18 milliarder til velfærd
Siden 2010 er det offentlige forbrug nemlig kun vokset med 3 milliarder kroner, viser en afdækning fra det ansete Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Resten, det vil sige 72 milliarder kroner, blev givet i de glade 00'ere, hvor Thor Pedersen som finansminister påstod, at vi snart kunne købe hele verden. Den var dengang Anders Fogh delte gaver ud til højre og venstre.
Venstres annoncer, hvor de påstår at bekymre sig om velfærden, er altså i bedste fald taljonglering for viderekomne; i værste fald vildledning
Men hvad værre er: De 3 milliarder, det offentlige forbrug er øget med siden 2010, er reelt en tilbagegang. For behovet for velfærd vokser, for eksempel fordi der bliver flere plejekrævende ældre i Danmark. Hvis vi skulle have haft det samme velfærdsniveau som i 2010, skulle det offentlige forbrug ikke have været 3 milliarder- men faktisk 21 milliarder. Der mangler med andre ord 18 milliarder til velfærd. Faktisk udvikling: Vækst i forhold til behov:
Faktaboks: Sådan jonglerer Venstre med tallene.
Venstres påstand:
Så Venstres annoncer, hvor de påstår at bekymre sig om velfærden, er altså i bedste fald taljonglering for viderekomne; i værste fald noget der minder om vildledning.
At det forholder sig sådan, kommer selvfølgelig ikke bag på nogen, der færdes i den offentlige sektor. Uanset, om man er en borger med behov for hjælp, pårørende eller medarbejder er virkeligheden nedskæringer år efter år. Uddannelser, hvor der er skåret så meget, at kvaliteten halter. Et sundhedsvæsen, vi ikke kan være bekendt. Og daginstitutioner, hvor der er akut mangel på personale.
Stå nu ved nedskæringerne, Løkke!
Det er kombination af den borgerlige regerings ”omprioriteringsbidrag”, hvor der hvert år bliver høvlet lidt mere af budgettet. Budgetloven, der lægger kommunerne i en økonomisk spændetrøje. Og brutale nedskæringer på alt det, den borgerlige regering ikke kan lide – Arbejdstilsynet og Danmarks Radio er nogle få blandt den mange eksempler.
Det er i bund og grund den politik, den borgerlige regering med Lars Løkke i spidsen har valgt at føre. Klar borgerlig politik, kan man sige.
Så et forslag herfra er, at Lars Løkke står ved sin politik
Så et forslag herfra er, at Lars Løkke står ved sin politik. Det er trods alt det mest reelle over for de vælgere, der om højst ni måneder skal stå i stemmeboksene til det folketingsvalg, der for min skyld hellere må komme før end senere.
For der ER jo forskel på rød og blå blok. På billigere biler eller bedre velfærd. På uddannelse til vores unge eller topskattelettelser. På privatskoler eller en velfungerende folkeskole for alle.
Henrik Andersen er cand.scient.pol. og medlem af Socialdemokratiet i Gladsaxe.
‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer dagligt med både provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg.
Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.
