Titane’ begynder som en #metoo-hævnfilm. Men denne overrumplende Guldpalme-vinder udvikler sig hurtigt til sit helt eget monster.

Det er en film, hvor kameraet panorerer lystent hen over bilens kølerhjelme i filmens indledende scener – hvor biler er sexobjekter og kropssafter blander sig med motorolie.

Sarte sjæle, passér gaden

Det er franske Julie Docournaus definitive gennembrud efter kannibalismefilmen ’Raw’. Den vil polarisere og skabe diskussion, på samme måde som en anden enfant terrible –

Gaspar Noé – gjorde det med især ’Irreversible’ fra 2002. Med Cannes-palmerne i bagsmækken vil ’Titane’ nå bredere ud end så syret og excentrisk film ellers ville.

Sarte sjæle skal dog parkere i en biografsal eller to væk. Denne ellers konstant sultne filmfan var overmæt i flere dage efter, ’Titane’ nåede sin spektakulære afslutning.

Titanium på hjernen

Vi møder først Alexia som barn, hvor hun efter et biluheld får indopereret titanium i siden af hovedet. Som voksen er hun blevet erotisk danser med hang til kvinder, biler og mord. Og ikke nødvendigvis i den rækkefølge.

’Titane’ er en seriemorderfim med en hovedperson blottet for motiv. Perversiteter og vold lurer over alt.

Julie Docournau afsøger en freudiansk forbindelse mellem motor og potens, som nok ville have fået den store psykoanalytiker til at få sin cigar galt i halsen.

Nøglescenen, hvor Alexia har sex med en bil, vipper mellem drøm og virkelighed. Den viser sig til syvende og sidst at være reel nok, idet hendes mave begynder at vokse.

En uventet ømhed

Utroligt nok muterer ’Titane’ yderligere til en historie om familie, tab, forældreskab og desperation. Behovet om at være nogen for nogen. Alexia må flygte fra lovens blik og skamferer sit ansigt, så hun kan foregive at være den forsvundne dreng Adrien, der er efterlyst på plakater overalt i gadebilledet.

Ligheden mellem kvinden og drengen er til at overse, også selvom år er gået.

Drengens far (fabelagtigt spillet af Vincent Lindon) driver en slags blanding af en opdragelsesanstalt og en brandstation. Han er tilpas ude af sit eget gode skind – et psykiatrisk case-studie i sin egen ret – så han vælger at spille med og adoptere Alexia/Adrien-skabningen.

Liderlige hestekræfter

Som seer er man efterladt i mørket og i tvivl: Er det her en sort komedie eller en slags kropslig skrækfilm med et queer twist og en forkærlighed for hestekræfter? Om man skal grine sig gennem mareridtet eller styrte ud af biografen.

Dele af ’Titane’ er så vild og overstyret, at den næsten ikke kan være på lærredet.

Abortforsøg, grusomme mord og selvskade. En afrikansk udseende kvinde forulempes verbalt af en bande drenge, mens den ellers handlekraftige Alexia blot står til. Redningsfolk genopstarter hjertet på en bevidstløs mand ved hjælp af det spanske dance-hit 'Macarena'.

Et dunkelt, post-nationalt fællesskab

Imens den ene uforglemmelige og frastødende scene overtager den anden, undergår Alexia en næsten kafkask metamorfose fra en androgyn skønhed til en kortklippet tom boy med en stor gravid mave og sort væske sivende ud af brysterne.

Med et ansigt som 80’er-ikonet Boy George efter en boksekamp uden handsker. Hen bliver optaget i en slags post-nationalt fællesskab på pseudofaderens brandstation.

Tricoloren blafrer i toppen, mens billedskønne unge mænd med oprindelse i Afrika og Mellemøsten danser til elektronisk musik. Den afsluttende scene har nærmest karakter af en slags apokalyptisk åbenbaring. Selvom den også på sin vis er en lidet forventet ’happy ending’. En mulig ny begyndelse.

’Titane’ er en visuelt gejl skildring af et Frankrig martret af terror, disintegration og polarisering. En udmattende, febervarm køretur, man ikke kan slette fra hukommelsen igen. Uanset om man ville ønske sig det eller ej.

’Titane’. Spillefilm. Instruktion: Julie Docournau . Medvirkende: Agathe Rouselle, Vincent Lindon. Spilletid: 108 min. Premiere i danske biografer 11. november