Annonce

Aktuelt: En bøde til Google, en krammer til oppositionen og et farvel til Venstre

Netavisen Pio giver dig det daglige nyhedsoverblik med de vigtigste nyheder fra Socialdemokratiet, fagbevægelsen og verdens gang.

Vestager giver milliardbøde til Google
Efter hele syv års tilløb i EU-Kommissionen besluttede konkurrencekommissær Margrethe Vestager at ramme IT-giganten Google med en rekordstor bøde på 2,42 milliarder euro, svarende til ca. 18 milliarder kroner. Det er mere end det dobbelte af den hidtil største bøde, der er givet i en EU-konkurrencesag. Det skriver business.dk

Bøden falder, fordi Google ifølge Vestager misbruger sin dominerende position til at fremhæve egne produkter frem for konkurrenternes produkter, når man bruger Googles søgemaskine på shoppingområdet.

”Hvad Google har gjort, er ulovligt efter EUs konkurrenceregler. Man har nægtet andre virksomheder chancen for at konkurrere på de deres dyder og for at innovere. Og vigtigst af alt har man nægtet europæiske forbrugere et ægte valg mellem tjenester og den fulde gavn af innovation,” siger Margrethe Vestager om afgørelsen.

Samtidig skal Google nu ændre sin praksis inden for 90 dage, ellers kan der falde yderligere dagbøder for enorme summer. Google forventes at anke dommen til EU-domstolen.

Læs hele historien her.


Tid til en fælleskrammer i oppositionen
Oppositionen skal bruge sit krudt på at bekæmpe regeringen, ikke hinanden, mener folketingsmedlem Lars Aslan Rasmussen (S) i en klumme i Altinget.

Han skriver at han indrømmer, at han selv har været hård i retorikken, men opfordrer nu oppositionspartierne til rette skytset mod regeringspartierne, i stedet for på hinanden - der er trods alt mere der samler de røde, grønne og magenta-farvede partier end der skille dem.

”Men når alt kommer til alt, så mener jeg, at der er langt flere helt afgørende ting, der samler os i oppositionen end splitter os. Og nej, vi behøver faktisk ikke gå 25 år tilbage for at pege på helt afgørende resultater, som vi har lavet sammen, og som for alvor har ændret tingene til det bedre.”

Læs hele klummen her.

 

Venstremand forlader partiet i protest mod Støjberg
Tommy Beck Kobberøe,  der er tidligere formand for Venstres Kommuneforening i Syddjurs, benyttede weekenden til at skrotte Venstre efter 24 års medlemskab. Det skriver Adresseavisen.

Ifølge avisen så skyldes udmeldingen udlændingeminister Inger Støjberg.

”Efter 24 års medlemskab har jeg meldt mig ud af Venstre. Jeg kan ganske enkelt ikke acceptere, at en minister må begå lovbrud, ovenikøbet bevidst, uden at det får konsekvenser. Det kan godt være, at det blev gjort “i en god mening” og med folkestemningen bag sig, men det bliver det altså ikke mere lovligt af. Lov er lov, og lov skal holdes, også af ministre. Og det, at man er imod Støjbergs beslutning betyder altså ikke, at man går ind for barnebrude og pædofili. Det er en underlig og utilstedelig fordrejning af sagen.”

Læs hele historien her.


Bendt Bendtsen kritiserer regeringen
Endnu en borgerlig politiker melder sig nu blandt kritikerne af regeringens forslag om at lade staten yde lån til den almene boligsektor. Forleden var det Søren Gade og i da er det tidligere erhvervs- og økonomiminister Bendt Bendtsen der er ude med riven. Det skriver TV2.

”Jeg kan ikke forstå, at en borgerlig regering kan komme frem til sådan et synspunkt. Hvis jeg som borgerlig politiker kom med et forslag, som Enhedslisten straks roste, så ville alarmklokkerne begynde at ringe,” siger Bendt Bendtsen og bemærker, at "det borgerlige kompas er gået i stykker i den her sag".

”Ole Birk (transport- og boligminister, LA, red.) vil nu nationalisere dele af dansk realkredit. Jeg synes, det er helt galt, det her.”

Ingen fra regeringspartierne ønsker at kommentere kritikken fra Bendt Bendtsen, men sender blot TV2s journalister rundt i ring.


Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift af et medlem af redaktionen på Netavisen Pio.

 


Flere artikler om emnet