Lige så meget vi elsker at elske varme omsorgsfulde hænder, lige så meget elsker vi at hade kolde konsulenter, der med deres klamme hænder drysser et lag bureaukrati ud over velfærdssamfundet.

Der kan næsten gå politisk konkurrence i at skyde på skrivebordsgeneraler og medlemmer af Djøf, der forklædt som konsulenter scorer kassen.

Og helt ærligt: Ofte har jeg slentret rundt i nye bydele og overvejet, hvor længe mon de nye, spektakulære bygninger holder? 

Er de bygget med de fine håndværkertraditioner, der kendetegner Christian Firtals Rundetårn, eller står de lige så stille og forrådner, mens vi beundrer dem? 

Er de nye bydele skabt af samme slags forkælede velfærdsbureaukrater?

Bæredygtig skyskraber

Det var derfor med stor forventning, jeg begyndte at læse debutanten Alexander Rich Henningsens "forvaltningsgyser" om det klimaneutrale, prestigebyggeri af højhuset Mother Earth, beklædt med canadisk cedertræ og til en pris af 12 milliarder kroner.

"Mother Earth skal ikke bare være en bygning, men en hel vertikal bydel", udtaler romanens finansminister, "et mikrokosmos for det gode liv, der udtrykker, hvad det danske samfund står for".

Nemlig: "Inklusion, solidaritet, humanisme og velfærd for alle uanset baggrund". Vi taler simpelthen om "den første fuldt ud bæredygtige skyskraber i verdenshistorien".

Men hvem råber op, når klimaneutraliteten udvikler sig til en truende skandale? 

Det er så godt, at man næsten skulle tro, det var løgn.

Det viser sig da også, at højhusets fundament er fyldt med affaldstræ, flamingo og bøjede søm.

Der er så meget møg i fundamentet, at det truer selve højhuset. Med bæredygtigheden er det så som så.

I hvert fald iværksætter Forbrugerombudsmanden en undersøgelse af greenwashing i byggeprojektet.

Men hvem råber op, når klimaneutraliteten udvikler sig til en truende skandale? 

På sporet af råddenskaben

Henningsen blander en del magtkamp med forfængelighed, overmod, dovenskab og god, gammeldags faglig integritet til et fletværk af en roman, hvor vi blandt andet møder den unge fuldmægtig, der forsøger at skabe sig en karriere, da han kommer på sporet af råddenskaben.

Han får hjælp af ingeniøren, der havde ondt i knæet og var på vej på pension, da han måler sig frem til byggeskandalen.

Jeres bureaukrati får det italienske til at blegne

Vi møder også forvaltningschefen, der forsøger at få det hele til at glide trods de foruroligende nyheder om fundamentet.

Man kan ikke lade være med at smile, når en italiensk byggeleder siger til den danske fuldmægtig, at "jeres bureaukrati får det italienske til at blegne".

Ferm debutant

Moralen i Henningsens forvaltningsgyser er, at sandheden og ordentligheden er det første der ryger, når der går prestigebyggeri og bureaukrati i den.

’Mother Earth’ er bygget op i korte, stakåndede kapitler med hyppige sceneskift. Det giver fornemmelsen af film og fart, men får også persontegningen til at virke lidt overfladisk.

Det er bestemt fermt skrevet af en debutant

Personerne er enten ærgerrige, skumle, tvivlere eller på bunden godmodige, men ude af stand til for alvor at udvikle sig.

Det er bestemt fermt skrevet af en debutant.

Rutinepræget kritik

Forfatteren er uddannet sociolog fra Københavns Universitet, men med den baggrund kunne man godt have forventet en dybere kritik af det danske forvaltningssystem.

Kritikken af de kolde hænder i det danske bureaukrati virker lidt klichépræget og slap på mig.

Der er ikke rigtig noget, der får læseren til at spærre øjnene op

Vi taler om rutinepræget kritik af ny-smarte Djøf-typer, som enhver standupkomiker kan fyre af udenad og i søvne.

Der er ikke rigtig noget, der får læseren til at spærre øjnene op. Ingen udfordringer, provokationer eller spørgsmålstegn, der får én til at se på velfærdssamfundet med nye øjne.

Tiden kalder på satire, men ikke på slap hyggebrok.

   

Alexander Rich Henningsen: ’Mother Earth. En forvaltningsgyser.’ 350 sider. Vejl. pris: 299,95 kroner. Forlag: Gutkind.