Annonce

EU-topmøde sender Mette Frederiksen i karantæne

Statsministeren går i frivillig coronakarantæne, når hun kommer hjem fra EU-topmøde i Bruxelles.
Statsminister Mette Frederiksen (S) er torsdag rejst til Bruxelles for at deltage i et ekstraordinært møde med EU’s øvrige stats- og regeringslederen i Det Europæiske Råd. Og når hun kommer hjem, skal hun i coronakarantæne.

Det skriver Statsministeriet i en pressemeddelelse.

Mødet vil finde sted torsdag og fredag og vil blandt andet handle om EU’s relation til Kina, herunder handels- og klimapolitik.

Desuden forventes en drøftelse af en række andre udenrigspolitiske emner, der blandt andet omfatter flygtningesituationen i Grækenland og forholdet til Tyrkiet. Stats- og regeringslederne skal også drøfte EU’s konkurrenceevne i lyset af den økonomiske genopretning efter corona.

Statsministeren vil efter hjemkomsten fra Bruxelles fredag gå i selvisolation, indtil et negativt corona-testresultat foreligger, skriver ministeriet.

I henhold til de gældende retningslinjer for erhvervsrejser, som regeringen har besluttet også gælder for ministerrejser, vil testen for smitte med COVID-19 blive foretaget tidligst fire dage efter afrejsen fra Danmark.

Testen vil blive gennemført “i dialog med Rigshospitalet” og det er planen, at et testresultat foreligger, inden statsministeren den 6. oktober skal deltage i Folketingets åbning, hvor statsministeren ifølge grundloven skal afgive en mundtlig redegørelse.

Belgien hårdt ramt

Belgien oplever i disse uger en genopblusning af nye coronasmittede, som mange andre lande i øvrigt også gør, og det danske udenrigsministerium fraråder derfor alle unødvendige rejser til hele Belgien.

Belgien, der har 11,5 millioner indbyggere, har været hårdt ramt af coronavirus og torsdag passerede belgierne 10.000 døde med coronavirus. Til sammenligning har Danmark 650 døde.

Dante Lester Hyllested er folkeskoleelev og praktikant på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Godt skrevet, Dante

Godt skrevet, Dante

Godt skrevet, Dante

Så Pio bruger praktikanter istedet for at betale en ordentlig løn!
Føj for en opførelse!